Fra Cape Coral til Miami Beach
Morgenen stod på oprydning, pakning og pandekageproduktion inden afgang. Ungerne blev delvist pacificeret af iPad’en mens slaget stod på. Når jeg skriver delvist – så mener jeg vitterligt delvist. Aner ikke hvad der er røget indenbords i vores børn, men det er decideret djævleyngel vi forsøger at opdrage på.
Julian har idag været på vej ned i to forskellige springvand – men det vender vi tilbage til.
Vores udlejer, Brad, kom lidt i 9 og vi fik afregnet for strøm (og mig der troede det var billigt herovre!) og så drog vi en sidste gang ned til Yacht klubben, stranden og molen.
På vejen mod Miami stoppede vi i Miromar Outlet stores. Det var en mindre succesfuld oplevelse. To børn, 10 plus springvand og 140 butikker rimer ikke særligt godt. Nogle indkøb blev det til og Julian og Melvin havde en fest ved skildpadde og karpe bassinet.
Vi er nu landet i Miami. Nærmere betegnet Miami Beach.
Totalt imponeret af Benners evner på de mange, mange sporede motorveje. Shit det var godt det var ham og ikke jeg der sad bag rattet. Jeg var brudt sammen i hysteri og frustration. Især fordi førnævnte djævle yngel vågnede på følgende måde.
Julian: “Melvin hvis du er vågen så sig en høj lyd”
Melvin: “skriiiiiig!!!”
Mig: ?
Hotellet ligger vist meget centralt. Der er umiddelbart en del støj men værelset er stort og vi må tage det med ophøjet ro at det ikke kun er vores børn der larmer.
Vi tager med garanti hævn tidligt i morgen, når vi igen er på banen kl. 5.
Julians guldkorn
Vi bliver her for evigt – ik-os farmor?
Da manden i lufthavnen skal stille spørgsmål for at afdække vores intentioner og spørger: “er I gift?” Og Julian svarer “nej for far vil ikke giftes med mor – vel far?”
Og nu “Melvin hvis du er vågen så gi en høj lyd”
Efter Julian fik et kys på kinden: “dellefinen husker for altid hvem den har kysset”
More to come